Sukkerfabrikken

Grundstenen til Stege Sukkerfabrik blev lagt den 20. juni 1883. Arkitekten der havde fået opgaven på at tegne fabrikken var Ludvig Peter Fenger.

Ud over sukkerfabrikkens hovedbygning bestod det store bygningskompleks blandt andet også af bestyrerbolig, kontorbygning og funktionærboliger. Gennem årene hvor fabrikken var aktiv, blev der løbende opført flere bygningen. Senest i 1983 blev der opført en stålbygning til et forsøgsanlæg til tørring af roeaffald. Vest for fabrikken blev jordbassinerne etableret til spildevand fra vask af roerne.

I Dame, Pollerup, Damsholte, Holme og Mern blev der opført saftstationer til udvinding af sukkersaft. Roepramme, roebaner og biler sørgede for transport og der blev bygget nye boligkvarterer ved fabrikken, så sukkerproduktionen har sat et stort aftryk på øen, som stadig ses.

I 1886 blev Stege Sukkerfabriks Byggeselskab etableret og på Fabriksgade lige overfor fabrikken opførtes 1885-1900 en række små dobbelthuse. De blev suppleret af flere huse i Nygade. Dette byggeri var ikke luksusbyggeri, det var før man havde indlagt vand og lys og med lokum i gården. Men afstanden til arbejdet var kort, det var den store fordel. I 1912 blev endnu et boligselskab stiftet ”Arbejdernes Byggeforening”. Her opførtes på Enighedsvej flere boliger i tidsrummet 1913-1915. Med tiden blev foreningerne opløst og husene solgt i almindelig handel.

Lokalhistorisk Forening Møn råder over oplysninger om personalet på sukkerfabrikken i form af en del af personalekartoteket. Har du brug for oplysninger om ansatte til for eksempel slægtsforskning, er du velkommen til at henvende dig til foreningen.

Læs meget mere om sukkerfabrikken i ”Stege Sukkerfabriks historie – og erindringer” udgivet af Lokal Historisk Forening Møn.

Fabriksbestyrere / Direktører:

1884-1898: Johan Jacob Voltelen (1851-1928). Gift 1882 med Dorothea Jakobine Christiane Randrup (1855-1929).
1898-1908: Ejner Nielsen (1856-1908). Gift 1891 med Elisabeth Margrete Thomsen (1868-1960).
1908-1928: Oluf Christian Larsen (1849-1928). Gift 1876 med Alma Vilhelmine Hougton (1851-1912).
1928-1939: Niels Christian Gamborg (1881-1939). Gift 1911 med Kirsten Magdalene Sigrid Larsen (1890-1958).
1939-1954: Axel Ernst Berland (1888-1963). Gift 1921 med Anna Marie Viola Poulsen
1955-1961: Einer Bruun Andersen (1914-1977). Gift 1938 med Ruth Gerda Ovesen
1961-1973: Jørgen Frode Giersing (1907-1975). Gift 1935 med Inga Fritz (1908-1973)
1974-1977: Johannes Maaløe (1910-1990)
1977-1980: Kjeld Hartmann Jørgensen
1980-1986: Kurt Stenberg
1986-1988: Henrik Jansdorf
1988-1989: Hans Lunde Rasmussen